Fra idé til succes – om iværksætteri og den gode idé
Gode idéer er med til at skabe udvikling, men kun hvis du får dem frem i lyset. Og hvordan gør du egentlig det? Mange iværksættere står over for en række barrierer, der kan standse hele processen.
Måske er du træt af dit studium eller af dit arbejde, og du har lyst til at søge nye udfordringer. Måske overvejer du at hive dine gode ideer op af skrivebordsskuffen og føre dem ud i livet? Men der er bare en lille ting, der plager dig: Du er ikke helt sikker på, hvordan du skal gribe det an?
Hvis du har fået en god idé og har lyst til at videreudvikle den, kan du for eksempel starte hos Teknologisk Innovation, der støtter ideer blandt andet inden for IT og multimedier, økologi, miljø, alternativ energi samt velfærd. Det kan f.eks. være højteknologiske produkter, nye produktionsmåder, perspektivrige opfindelser eller måske et vidensbaseret forretningskoncept.
Potentiale som en god forretning
Det afgørende er, at det har et stærkt forretningsmæssigt potentiale, at det er fornyende, velfærdsskabende og bæredygtigt. Hvis du har en idé af mere designmæssig karakter, kan du henvende dig hos Dansk Design Center, der formidler kontakten mellem virksomheder og kreative designere. Det er DDC’s intention at forsyne virksomheder med et kraftigt værktøj, som på sigt øger afsætningen og ikke mindst reducerer produktionsomkostningerne.
”Det er vigtigt, at man får udviklet en forretningsplan; hvad vil man med sin idé? Hvem skal købe produktet? Og hvordan vil man sælge og producere det? Du står stærkere i din sag, når der er tænkt flere forskellige vinkler igennem,” siger projektleder Christina Jensen fra rådgivningsafdelingen, der vejleder små og store virksomheder og hjælper dem i gang med forskellige designprojekter.
”Hvis en virksomhed skal have lavet et nyt logo, spørger vi dem, om de har tænkt sig at bruge det på deres hjemmeside? Hvis de ikke har det, prøver vi at forklare dem, at det ikke har nogen effekt, hvis man ikke tænker ideen hele vejen rundt. Det handler om at kommunikere entydigt, så hver gang kunden får et brev, visitkort eller faktura fra en virksomhed, så er logo placeret samme sted – og man anvender den samme typografi;” siger hun.
Rådgivning og tilrettelæggelse af produktudvikling er en ting hos DDC, en anden ting er finansiering.
”Ofte er det mange penge der bliver investeret, så vi prøver at afdække virksomhedernes behov. Derfor spørger vi: Har I prøvet at undersøge afsætningsmulighederne og har I fremlagt ideen til nogen? Vi har flere gange oplevet, at der er virksomheder der har gode ideer, som de ikke vil dele med nogen, før de har fået patent på den,” erklærer Christina Jensen.
Vigtigt at få patent på din idé
Når du har fået udviklet din idé og har udarbejdet en forretningsplan, er det næste skridt at henvende dig hos Patent- og Varemærkestyrelsen. Er det virkelig nødvendigt at man patenterer sin opfindelse?
Det kan siges kort: Ja, det er det! Patenter beskytter opfindelser. Manglende patentbeskyttelse ville føre til færre opfindelser, fordi udvikling vil blive mindre tillokkende økonomisk på grund af efterligninger. Et patent giver eneret til opfindelsen og beskytter mod andres udnyttelse i op til tyve år. Prisen er overkommelig: Du skal betale et grundgebyr på 3000 kroner.
Når du markedsfører dit produkt skal det have et navn. Du kan få et overblik over hvilke varemærker eller logoer, der er registreret inden for din branche. Det er en god idé at undersøge markedet før et valg af navn/logo foretages, så du ikke vælger et navn som allerede er registreret. ”Man kan kun få patent på en opfindelse, hvis der ikke er andre i verden der har opfundet nøjagtig den samme ting,” siger Ulla Hartung fra Patent- og Varemærkestyrelsen.
”Du kan sagtens sidde med en genial idé, men i virkeligheden har en opfinder i USA måske fået den samme idé?”
Et patent udstedt af Patent- og Varemærkestyrelsen gælder kun i Danmark. Ansøgninger om patent skal indleveres i hvert af de lande, hvor man ønsker patentbeskyttelse. ”Der skal ikke nødvendigvis laves en prototype, men man skal udfylde et ansøgningsskema meget omhyggeligt.”
Rip, Rap og Rup
Der stilles mange krav for at få et patent. ”Opfindelsen skal være ny. Den må ikke tidligere have været bragt på markedet, omtalt offentligt, vist på udstillinger eller i brochurer.”
En ansøgning blev afvist, fordi ideen var kendt fra et Anders And-blad. Rip, Rap & Rup havde allerede fået ideen at hæve et skib ved hjælp af bordtennisbolde, da en ansøger ønskede patent på ideen; at hæve et skib ved at fylde det med luftfyldte plastkugler. ”Vi har også haft en ansøger, der mente at han havde opfundet helt nye kondomer. Men det var ikke noget, vi ikke havde set,” fortæller Ulla Hartung.
Den gennemarbejdede forretningsplan
Penge er en livsbetingelse, og det er her at dit pengeinstitut kommer ind i billedet. Men ud over at være långiver har de også en rådgivende funktion.
Hos banken fortæller Thomas Nielsen: ”Hvis du kommer ind med en genial idé og vil låne penge, så kigger vi på fremtidsudsigterne for ideen: Er der perspektiver i den? Vi vil også gerne se dine budgetter: Hvor mange penge skal der til, for at sætte det her i gang? Og hvordan forventer du at driften udvikler sig?
Størstedelen af de informationer vi skal tage stilling til, får vi fra dig. Det er dig, der skal fortælle os, hvad det er du vil – og hvorfor din idé er så god?
Vi vil gerne se en forretningsplan, og ud fra den vurderer vi, om din idé holder. Det essentielle er selve ideen og baggrunden for ideen. Men det nytter ikke noget at der er en person, der vil sælge IT-udstyr, hvis han kun har arbejdet som rengøringsmand. Det er ikke uvæsentligt, at man har en faglig baggrund inden for det felt, man vil arbejde,” fortæller Thomas Nielsen.
Hvis man kan tjene mange penge på det…
“Det er en god idé, hvis man kan leve af det,” vurderer han. ”Der kan være stor forskel på, hvor meget en idé kan bibringe dig i indtjening. For nogen vil en idé bestå i at lave manuelt arbejde – men det er svært at blive rig af det, uden du har en kapacitet med ansatte.
For andre er det en god idé, at du ene mand formår at generere en indtjening, du aldrig nogensinde ville generere ved at have et arbejde. Men udgangspunktet må være, at du med en god idé kan tjene penge, så du kan opretholde det forbrug, du gerne vil have.
Og så skal du være i stand til at konsolidere virksomheden, dvs. at du tjener flere penge end du bruger,” siger Thomas Nielsen, der konstaterer, at hovedparten af alle låntagere er seriøse. Det skulle da lige være, da han fik en henvendelse fra en person, der forsøgte at etablere en Beatles koncert. Det skal retfærdigvis siges, at man ikke troede på ideen.
Men alt i alt er det ikke afgørende, om din idé er inden for opdræt af heste eller du vil fremstille cylinderformede toiletrulleholdere eller rengøringsmidler. Men din idé behøver den nødvendige opbakning, rådgivning og økonomi. Og det kan du få ved at tale med din bank. I løbet af de senere år er der kommet flere nye rådgivningsmuligheder. På internettet kan du blandt andet finde TechVision og Teknologisk Innovation.
Du kan i øvrigt søge om patent hos Patent- og Varemærkestyrelsen.
Patent- og Varemærkestyrelsen har et bibliotek, hvor man gratis kan få adgang til at gennemse danske og udenlandske patenter, offentliggjorte patentansøgninger, varemærker, brugsmodeller og design.
Det er værd at tænke din idé igennem – en ekstra gang…
Da Graham Bell opfandt telefonen, troede han at det ville blive brugt til at gengive koncerter. Det tog tid før han blev overbevist om, at dens største succes ville blive som et tovejs kommunikationsapparat.
Tekst: Martin Denker
Alle rettigheder til artiklen om iværksætteri er beskyttet i henhold til loven om ophavsret.
Kopiering af artiklen er ikke tilladt uden skriftlig tilladelse fra Denker Media.
Du er velkommen til at linke til artiklen.
Læs også vores artikler om Iben Hjejle eller Tasmanien.