Den underjordiske verden – om huleklatring
Hvordan mon det føles at fire sig ned i en 400 meter dyb skakt, hvis pandelampen bare rækker 30 meter? Og hvad sker der, hvis man farer vild? Det seneste fænomen inden for adventuresport hedder huleklatring.
Flere og flere mennesker dyrker ekstrem sport. Nogle mener, at kroppen er et slags redskab, der hele tiden søger efter at opleve spænding. Andre vil gerne have mulighed for at opnå kontrol og beherskelse over sin egen krop – og dens præstationer. Det er kendetegnende, at der ikke i forvejen eksisterer nogle fastsatte grænser, men at det enkelte menneske selv må sætte grænser.
Mange søger udfordringer for at få en fantastisk naturoplevelse og prøve grænser af med fysikken.
Vi har allerede set adskillige eksempler på adventure sport. I flæng kan nævnes riverrafting, snowbiking, 250 kilometer løbet De Sable Marocco, marathonløb på den kinesiske mur, soloklatring uden livline, bjergbestigning uden brug af kunstig ilt og huleklatring.
Verdens største mekka
Huleklatring går ud på, at man er to eller flere klatrere, der hjælper hinanden gennem underjordiske floder, drypstenssale og usikre klippeblokke. De største huler i Skandinavien er ofte aflåste, mest for at bevare dens oprindelige udseende.
Hulerne er ikke nær så dybe og imponerende som de store interessante huler i Italien, Frankrig og på Borneo. Men der er ligeledes Waitomo Caves, der ligger midt på New Zealands nordø. Det er blevet kaldt for verdens største underjordiske turistmekka for huleklatring.
Her forsøger hundredvis af turister sig hvert år i hulernes tabte rige. Henrik Iversen er en af dem, der har været i Waitomo Caves. Han fortæller at man mærker et sug i maven, når man ankommer til grotten, bliver udstyret med en lygte i panden, og så bliver man ellers hejst ned i en hundrede meter dyb skakt.
Der slipper kun minimalt sollys ind. Væggene er dækket af buske og små træer. Hulerne giver ikke ekko, som mange tror. Tværtimod er der ofte musestille. Dog kan det vrimle med flagermus, der udsender en frygtelig stank.
Fritsvævende aerobic
”Man skal ikke lide af klaustrofobi, når man begiver sig i lag med huleklatring. Og man skal ikke være bange for at blive beskidt. Jeg har oplevet, at man skal møve sig på albuer og knæ gennem smalle og vandfyldte gange, hvor man konstant skal holde hovedet oven vande. Turen ned i grotten sker med et tandemabseil, hvor guiden hænger i midten og sørger for at besøgende kommer helskindet ned til bunden.
Det føles næsten som fritsvævende aerobic. Når rebet glider gennem mine hænder, begynder det at brænde i mine håndflader. Jeg har oplevet at lande, så jeg næsten ikke kan få luft. Det er flere gange gået ud over mine nedre regioner,” griner Henrik Iversen.
En fascinerende verden
Torben Bjerring Redder har klatret på klipper i mange år, de sidste seks i huler. Han mener, at det er et fascinerende element at kunne finde vej i verden med drypstenssale, mudder, is, løse klipper, smalle passager og dybe skakter.
”Huleklatring er interessant, da man får masser af udfordringer, både fysisk og psykisk. Nogle mener, at aktiviteterne appellerer til de overlevelsesinstinkter vi har, men som ikke længere stimuleres i vores trygge hverdag.
Endelig skal man jo ikke glemme at huleklatring foregår i den vildeste og flotteste natur. Når man klatrer i huler, er man utrolig fokuseret på det man laver, de næste meter der skal overvindes eller kontrollere den sikring, man er ved at sætte.
Der er flere motiver til at klatre i huler: Den sportslige del i at finde vej og bevæge sig rundt i huler. Og nysgerrighed efter, hvad der mon er omkring det næste hjørne eller på bunden af skakten. Og samtidig en fascination af hulernes opbygning.
Men der er også den faglige indgangsvinkel, som drejer sig om at undersøge hulernes opståen. Uden kendskab til disse kan huleklatring være en meget risikabel aktivitet,” fortæller Torben Bjerring Redder.
Nysgerrighed og udholdenhed
Man bliver ikke en god huleklatrer på en eftermiddag. Det handler om god fysisk form og masser af
eventyrlyst.
”Der kræves gåpåmod, nysgerrighed, udholdenhed, samarbejdsevner og evnen til at holde hovedet koldt i en presset situation. Derudover kræves der teknisk erfaring med rebteknikker og lignende,” siger Torben Bjerring Redder, der vurderer, at man ikke behøver at en speciel støbning for at kunne klatre i huler.
”I turisthuler kan alle være med! Børn kan faktisk have fornøjelse af at følge med voksne i en hule. Det afhænger naturligvis af sværhedsgraden, fordi der findes huler, hvor der er farlige skakter og vand, som kan falde ned i.
Om alle omstændigheder bør man tage med en erfaren huleklatrer,” forklarer Torben Bjerring Redder og tilføjer: ”Det skal bemærkes, at man i huler aldrig klatrer på samme måde som ved klippeklatring. Det skyldes at klippen i huler kan være våd og mudret.
Nogle passager er så smalle, at der ikke er plads til at dreje hovedet. Så der er kun en vej – fremad.
I øvrigt kan tiden i huler ikke gøres op i timer, men i hvor meget lys du har tilbage. Din lygte er din livline,” konstaterer Torben Bjerring Redder.
Har du mod på huleklatring?
Hvis du har fået mod på at prøve – enten sammen med dine venner eller dine forældre, så skal du kontakte en cavingklub, hvor du gennemgår et sikkerhedskursus og lærer om udstyr og klatreteknik.
Hos Mountain Sport kan du uden nogen forkundskaber prøve kræfter med huler i Frankrig.
En forlænget weekend fra to til seks personer koster fra 2000 kroner pr. person inklusive udstyr og introduktionskursus.
Tekst: Martin Denker
Denne artikel om huleklatring, “Den underjordiske verden”, har været publiceret i bankbladet Jackpot. Alle rettigheder til artiklen er ophavsretligt beskyttet.
Kopiering af artiklen er IKKE tilladt. Du er velkommen til at linke til artiklen.
Læs også artiklen om information overload.